wet-light-bulbs-photography-3v9odmw7gd15v4yb

HENRIK W. BENDIX

En rejsedagbog – fiktion for unge – og tekster om ledelse

HENRIK W. BENDIX

En rejsedagbog – fiktion for unge – og tekster om ledelse

Dag 44 Tirsdag 25. Juni Coudroy til Dordives

Ingen franskmænd skal snydes for deres baguette. Er der ingen bager i byen, kan man da heldigvis stille en baguette-automat op ved kirken og kroen.

En anden teknologi-observation i Châtenoy: den nedlagte telefonboks var ikke blevet fjernet, men omdannet til en bogbytte-boks. Ud over at tænke ud af boksen (….) rent teknologisk har de tilsyneladende også humor her. På kroen havde man stolt hængt et bevis op for, at man var ‘trucker-certificerede’. Da jeg købte kaffe om eftermiddagen i den ellers meget stille kro, var der dækket op til spisning for ganske mange.  Sikkert for at være klar til de mange truckere, der senere ville passere byens relativt travle gadekryds.

Nu har jeg fået nye ledsagere og vi skal finde vores modus for at tilbagelægge de sidste etaper. Foreløbig har vi valgt en opstilling, hvor Carlo udgør fast mand i følgebilen, hvor Birgitte tager chaufførvagten om formiddagen, og hvor hans mor cykler med mig. Så mødes vi ca. midt på etapen – i dag ved en populær badesø – spiser frokost i det grønne, hvorefter Birgitte trækker i trøjen og kører med på resten af etapen, mens Nina overtager rattet i Skoda’en og den lidt sværere eftermiddagsvagt. Når etapen er afsluttet, bliver vi afhentet i mål og kørt til dagens hotel, der nu kan være lidt længere væk fra ruten, end da jeg ikke havde følgebil. Lige som på den rigtige Tour.

Dagens etape var også den første, hvor jeg kunne nøjes med at flytte min egen og cyklens vægt. Bagagen var i følgebilen. Jeg tror, det gav mindst 20% mere fremdrift i havelågen. De to etaper sidst på ugen er dem med flest højdemeter, så det giver en vis ro at se frem til at køre dem i letvægtversionen.

Udover fornøjelsen ved at være sammen om tour’en, kan jeg lette den for nye ledsagere, fordi jeg har oparbejdet en vis tavs viden om at navigere i terrænet og blandt de indfødte. Herunder hvad man stiller op, når også franske vejarbejders højsæson falder sammen med feriesæsonen, og man skal finde en ny vej, indtil man kan komme tilbage på ruten. Eller når man sulten og forventningsfuld søger hen mod en åben dør til et spisested, men ingenlunde kan være sikker på at blive lukket ind. Selvom der tilsyneladende er ledige borde, er der måske ikke er råvarer til flere måltider, eller kokken mener ikke, der er tid til at lave maden og servere den inden middagslukningen!

M.v.h Henrik 

Scroll to Top