Dagens billede er selvfølgelig en fejring af (en del af) familiens genforening. Carlo, vores nyeste barnebarn accepterede stoisk straks ved første møde at blive befamlet af sin morfar.

Det var rigtig dejligt at se dem alle tre, Nina vores datter, Birgitte og så hovedpersonen Carlo. Selvom vi dagligt i de 7 ugers adskillelse har været i digital kontakt, er det noget andet faktisk at være sammen igen. Herligt.

Det har dog ikke været uden udfordringer at nå dertil.

For det første skulle Carlo lige køres ind i en rytme, så han kunne tages med i byen. Det er lykkedes til UG. Han tager næsten dagligt 5 timer i streg fra hen på aftenen og kører derefter videre på en enkelt optankning midt på natten. Tilsyneladende har han arvet morfaderens B-døgnrytme, så formiddagen omfatter som regel også en lang skraber. Eftermiddag og tidlig aften har han til gengæld et højt aktivitetsniveau og udviser stor selskabelighed. Det er meget håndterbart på udlandsrejser.

Næste udfordring var hans mor, der lige skulle have rystet en lettere brystbetændelse af sig inden afrejse og have konstateret, om hun nu også var klar til igen at sidde i længere tid på en cykel. Også det kunne der sættes flueben ved.

Dernæst var der køretøjet. En del ved, at Birgitte og jeg har dristet os ud i at købe en Fisker el-bil – fordi den kunne køre rigtig langt på en opladning, fordi den var noget af det mest miljørigtige i genren, og fordi den var designet af en fremsynet californisk dansker. Når den kører – og det gør den for det meste – kører den rigtig godt. Meeen også den har børnesygdomme, og organisationen bag humper afsted på een cylinder, så en god månedstid før familiens afgang sydpå, blev den dømt ude som for utilregnelig.

Heldigvis kunne Nina ikke længere holde ud at betale høje priser for fossilt brændstof, så hun nåede at anskaffe en mere mainstream Skoda Enyaq, som de tre tog afsted i. Meeen rækkevidde-usikkerhed, hensyn til juniors døgnrytme og udfordringer med et endnu ikke fintmasket og standardiseret europæisk ladenetværk resulterede i, at de tre måtte tage en ekstra overnatning. Altså kunne vi ikke som planlagt genforenes søndag men først mandag eftermiddag. Så meget desto større glæde da det lykkedes – og så i det smukkeste sommervejr på et fredfyldt lille torv i Châtenoy.