Så gik den desværre ikke længere for min meget syge slægtning. Til morgen fik jeg besked om, at det var slut. Meget få af jer kender til vedkommendes eksistens, og dog var det et centralt familiemedlem. Min familie stod tæt sammen om at gøre det ubærlige muligt at bære.

Mest af alt glæder jeg mig over, at det berørte store barn nåede at blive indviet og involveret, som det burde ske. Min slægtning har haft et alt for kort og ulykkeligvis meget udfordret liv, som familien undervejs strakte sig langt for at mildne. Jeg håber, de vil forsones med, at de løftede deres ansvar og gjorde, hvad der stod i deres magt.

Nu synes jeg, at omfanget af triste og dystre begivenheder må være rigeligt for lang tid fremover. Jeg har tidligt omtalt tre alvorlige situationer; men i det sidste tilfælde har jeg en klar aftale med den berørte om, at vi – når jeg vender retur – skal udveksle oplevelser og løse verdenssituationen. Den aftale forventer jeg holder.

På billedet poserer Don Q…. undskyld Henning, min makker i denne uge foran det centrale strøg i Tours. Napoleon den 3., som midt i 1800-tallet i stor stil sanerede og renoverede Paris, har vist også haft en finger med i spillet her.

Vejrudsigten holdt – i modsætningen til de fleste andre dage – overhovedet ikke i dag. Det klager vi ikke over, for vi havde stort set perfekt cykel-vejr hele vejen.

På vores seneste hotel havde værten rådet os til i Amboise at besøge Clos Lucè, det hus Leonardo da Vinci først i 1500-tallet havde fået stillet til rådighed af den franske konge Francis I. For første gang på hele turen var der både tid og interesse til at være finkulturelle. Men vi fik en lang næse, fordi museet havde glemt på sin hjemmeside at fortælle den korrekte åbningstid. Da vi dukkede op, var det for sent.

I skal ikke af den grund snydes for i hvert fald en rocker-version af Leonardos forhold til Amboise. Bygningen ligger i nær tilknytning til borgen i Amboise og har tidligere i en periode været hjemsted for de franske konger. Francis I og hans dronning var store beundrere af ‘Lyenard da Vince’ som maler og ingeniør. Derfor fik han altså det lille slot stillet til rådighed og blev desuden tildelt en pension, der skulle gøre ham i stand til at opretholde en frugtbar tilværelse dér. Han tilbragte de sidste tre år af sit liv på stedet omgivet af mange af sine elever, mens han arbejdede på forskellige projekter.