Fotoet er taget for nogle dage siden, mens jeg endnu kørte langs Garonne floden. Godt jeg selv har medbragt diverse værktøj og stumper, så jeg ikke skulle vente ca. 1.400 km på at kunne gøre noget ved cyklen. Bortset fra det var det jo en meget fin ‘servicestation’, hvor jeg nøjedes med at fortynde den medbragte 8210-luft i baghjulet lidt.

Jeg dvæler endnu lidt ved det at køre igennem ukendt terræn. Jeg har fortalt om, hvordan virkeligheden her på egnen viser sig helt anderledes end forestillingerne. Mens jeg bevæger mig fremad mod Tours (næste uge), hvor jeg igen er ved at være i kendte omgivelser, bliver jeg ved med at have en løjerlig oplevelse. Det er som om, jeg kigger på en skærm, hvor jeg bag mig har et skitseret terræn, der minder om en øde højslette som Hardangervidda – få veje, en barsk natur og få spor af menneskelig aktivitet.

I takt med at jeg faktisk kører frem i landskabet, bliver det skitserede terræn fyldt ud med farver og konturer og alle mulige tegn på liv. Masser af velnærede køer, råvildt, fugleliv, vegetationen osv. Det ene levende bysamfund efter det andet dukker op.  På vejen ligger mange nyere boliger af pæn middelklasse-standard. Her bor en del folk, og de har åbenbart nok at lave til, at de kan betale huslejen. En god – men lidt syret oplevelse, hvis I overhovedet kan følge mig?

I dag var vejret ikke med mig, men terrænet var heldigvis. Masser af vand fra oven de første tre timer, men hele tiden gode veje og bløde eller ingen bakker. For ikke at blive mere gennemblødt end højst nødvendigt søgte jeg ly i en stor åben lade med big baller med hø. Deres krumning var perfekt til at strække ryg og til et middagshvil.

Før big ballerne hang jeg på grund af vejret ud på en kiosk/café i en lille by et par timer. Igen var en betydelig del af klientellet ældre englændere. De hader åbenbart ikke alle ‘the frogs’.

Det var bemærkelsesværdigt, at mindst halvdelen af kunderne primært var der for at spille i et eller flere lotterier. Jeg ved godt, at der også spilles meget hjemme; men jeg blev lidt mismodig ved at se en yngre – tilsyneladende helt normal – kvinde målbevidst komme anstigende, købe et antal lodder, bruge 5 minutter på at fylde ud, for lige så målbevidst at forsvinde igen. Havde hun – og de andre – ikke en bedre chance for i hvert fald den lille lykke, hvis hun brugte krudtet og pengene på noget, hun selv var herre over?