wet-light-bulbs-photography-3v9odmw7gd15v4yb

HENRIK W. BENDIX

En rejsedagbog – fiktion for unge – og tekster om ledelse

HENRIK W. BENDIX

En rejsedagbog – fiktion for unge – og tekster om ledelse

Dag 34 Torsdag 13. Juni Angoulême til Massignac

Jeg er ikke sikker på, at billedet yder min oplevelse af et storladent landskab retfærdighed. Men nogle englændere fra en britisk koloni i området omkring Massignac er enige med mig. De har bl.a. slået sig ned dér p.g.a. af naturen (kulturlandskabet), som måske minder dem om The Midlands og Lake District?

I dag har jeg tænkt på den børnebog, jeg som bogopsætter på Risskov Bibliotek ustandselig satte på plads i min pure ungdom: ‘Mis med de blå øjne’. Den lille kat løb over adskillige sider i bogen ‘op ad bakke og ned ad bakke, op ad bakke’ osv. Der har været god bakketræning i dag. I morgen er der udsigt til mere af det samme tilsat 15 grader Celcius og regn fra sydvest. Det kan jo ikke være den samme spadseretur i parken hver dag. Det ville blive ensformigt……

Ellers har dagens natlogi budt på en ny, sjov variant. Jeg sover på en kro dvs. hotel og restaurant. Dog er hotellet ubetjent indtil morgenmaden i morgen, og restauranten er lukket onsdag og torsdag…..MEN hotellet virker hyggeligt, og værtinden skriver, at der er en fish and chips food truck på torvet til aften og en forenings-café overfor!

Ganske rigtigt: fra kl. 18-20 sælger et ældre engelsk par deres nationale fast food suppleret med en besynderlig ærtemos, hvis man vil have det. Det kan man så tage indtage på forenings-caféen i deres hyggelige (bog-café agtige) lokale mod at betale medlemskab på 1€ for en måned! De frivillige sælger også gode, lokale drikkevarer og en perfekt café creme. I caféen tales mere engelsk end fransk, for de fleste besøgende er (ældre) eksil-englændere, der hellere vil bo her end derhjemme. Der er i løbet af nogle år opstået en lille koloni, som nu kan drikke vin, fortælle hinanden røverhistorier og beklage sig over de besværligheder, Brexit har medført for sådan nogle som dem. Så kan de lære det!

Danske Bähncke må for tiden fryde sig over franskmændene. Under hele tour’en er jeg ustandselig stødt på industrifremstillede, ristede løg på alt muligt mad – dog ikke dagens fish and chips. De ristede løg bruges her næsten lige så hidsigt, som danskere kræver ketchup til alt. I går fik jeg på en lidt finere bistro en rødbede-carpaccio som forret. Desværre en rodebutik – og så med et par drys ristede løg for at fuldende indtrykket!!

M.v.h Henrik 

Scroll to Top