Dag 14 Tirsdag 21. Maj Bourg les Valences til Rochemaure
I løbet af dagen fik jeg en trist besked om et dødsfald blandt de nære bekendte, jeg tidligere ham omtalt. Det lægger lige nu en stor dæmper på fortællelysten. Jeg tror, udfaldet i sidste instans var en lettelse for vedkommende og måske de pårørende, for den sidste tid var meget svær.
Dagen var ellers begivenhedsrig; men det må jeg vende tilbage til senere.
I må nøjes med lidt glimt fra dagens etape:
I dette terræn bugner grøftekanter og andre ledige pletter med blomster i alle farver og former. Nogle nok såede, men ellers flest vildtvoksende. Jeg tror kun, jeg ét sted har set noget tilsvarende, nemlig på den ø min søster og hendes familie beboer, Madeira. Den ligger langt ude i Atlanterhavet. På grund af Golfstrømmen er både temperaturer og nedbør befordrende for frodighed. Det udnytter beboerne ved at plante alverdens smukke blomster overalt langs vejene.
Undervejs på ruten, skal man som cyklist slå et stort sving uden om et atomkraftanlæg ned til floden Rhone. Det er første gang, jeg har været så tæt på sådan ét. Så vidt jeg kunne se, var reaktorhallerne 5-700 meter væk fra offentlighedens adgang. Det mest dominerende var de fire kæmpe køletårne, som ragede meget op i landskabet. Det dampede fra to af dem, så værket producerer. Frankrig er blandt de lande i Europa, som lægger mest vægt på kernekraft til elproduktion. Det er selvfølgelig meget omdiskuteret – i hvert fald uden for landets grænser. Det er mit indtryk, at en væsentlig del af befolkningen accepterer det, og der var ikke i området synlige tegn på protest.
Dagens billede viser, hvor jeg bor til i morgen – eller i hvert fald området. Den knejsende borg og den høje del af den lille by Rochemaure er med sin højtprofilerede beliggenhed synlig vidt omkring. Mit gæstehus ligger dog ved foden – i den nedre del af byen.
M.v.h Henrik