Så er det tydeligt, at jeg er kommet til syden. Byggestilen og gadelivet illustrerer det. Her til formiddag passerede jeg det første marked med en overflod af lækre grøntsager og frugter, fisk og skaldyr, ost og charcuterie m.m.

På vejen ind i Lyons nordlige udkant fik jeg øje på et meget farvestrålende hus. Det viste sig at være den restaurant, som Paul Bocuse drev i en lang årrække – først med sin far  og siden selv. Han er en af Lyons helte, og lægger, som mange ved, navn til det uofficielle verdensmesterskab i kokkerier ‘Bocuse d’or’, der siden 1987 er vundet 3 gange af en dansker. Restauranten drives fortsat og fejrer i år 100 året for mesterens fødsel.

Lyon er den største by på min rute, godt en halv million indbyggere, og det er tydeligt, at madkultur har en stor rolle her. På den hyggelige tur gennem byen til mit beskedne logi i den sydøstlige udkant kom jeg forbi et utal af indbydende steder, som kunne levere et godt måltid.

Nå, tilbage til pensions-føljetonen. Ved den fest, som Birgitte og jeg holdt for at fejre overgangen til det frie liv, og som en del af læserne deltog i, fandt vi gennem en konkurrence frem til en mere attraktiv betegnelse for en ‘pensionist’. Udtrykket ‘fritidskæmper’ vandt. Et finurligt ordspil, som signalerer både, at man er uden for arbejdsmarkedet, at man kan være meget aktiv, og så associerer det også til ‘frihedskæmper’ – noget ædelt og det modsatte af overflødigt.

Jeg vil ikke slå på det ædle. Men min ‘tour’ – mit overgangsritual udtrykker et ønske om at udnytte min nyvalgte frihed fra det traditionelle arbejdsliv til både at gøre noget ikke-arbejdsmæssigt og alligevel at bide over en passende stor mundfuld. Her skal ind imellem kæmpes. Der er en del planlægning- og logistik, som skal på plads for, at det fungerer. Jeg skal undvære familie, venner og dem, jeg ellers med glæde omgås i hverdagen. Der skal navigeres med to systemer i et stort terræn, hvor fejlmulighederne er mange. Vejr og underlag er ikke altid befordrende. Jeg skal have de praktiske ting til at fungere med de indfødte på mit gebrækkelige franske, og så skal jeg også levere et vist fysisk arbejde hver dag. MEN det kan godt lade sig gøre, når man rigtig gerne vil, og rejsen er indtil videre en stor tilfredsstillelse, trods bumpene undervejs. Jeg kan! Jeg gør det!

I næste postkort kommer der måske lidt yderligere perspektiver.