Her er beviset på, at jeg nåede frem. Nina havde flag med hjemmefra. Ser jeg lidt mellemfornøjet ud, skyldes det måske, at jeg havde booked værelser – ganske vist helt i centrum ved katedralen – men på et hotel uden elevator og på 3. sal….Selvom jeg har rejst med let oppakning, er situationen en anden med et spædbarn ledsaget af to kvinder……

Nu skal vi ud og finde noget champagne med mad til for at fejre en strålende afslutning på en fantastisk tour: 8 uger, 48 etaper og 8 hviledage, ca. 2.400 km dvs. mindst 50 km om dagen – vel at mærke uden uheld og skader og uden punkteringer. Det lykkedes mig dog for et par dage siden – formentlig p.g.a. skiftende dårlige senge – at få et lændehold; men den slags kan åbenbart cykles væk. For selv om jeg kun kunne gå som et bøjet søm, gik det fint i sadlen. Som nævnt i går udgjorde dels en ret lang og dels en ret kuperet etape de sidste på tour’en. Kombineret med noget rygstræk var det åbenbart det, der skulle til for, at jeg kunne stille mig nogenlunde pænt an til fotografering.

Jeg er blevet opfordret til at tænke over de største, bedste, sjoveste osv. oplevelser undervejs. Som jeg skrev i går, har min faktiske rejse og de småting, jeg har oplevet undervejs, selvfølgelig fyldt. Men i et livsperspektiv er det andre ting, jeg vil fremhæve. Der har været to dødsfald blandt relativt nærtstående, som jeg har bevidnet på distancen. Skæbnens ironi har villet, at der også har været to fødsler hos relativt nærtstående – først Carlos, og netop i dag har naboens ‘lille’ Jakob (knap 2 m og vel 90 kg) fået sit første barn. Når jeg siden tænker tilbage på tour’en, tror jeg, det bliver dé fire begivenheder, jeg først kommer til at tænke på.

I den lettere ende vil jeg nok fremhæve mit styrt med cyklen ude i en lille bæk. Det var både pinligt og urkomisk, at mit instinkt drev mig frem ad den nærmeste vej, så jeg komplet overså den fine bro, der 20 meter længere væk kunne have ledt mig tørskoet over – og med værdigheden i behold. Af små ulykker bliver man forhåbentlig klogere. Det er i hvert fald ikke overgået mig igen.

Tusind tak til alle, der trofast har læst postkortene, til de af jer, der med kommentarer og spørgsmål har bakket op og til jer, der blot har hængt på noget af vejen. Det har været en stor ære og anspore at have et engageret publikum.