Flot skur, ikke? Altså det bag Nina. En af de mange flotte og velrestaurerede bygninger her i Champagne distriktet.

Vi bor lidt uden for Epernay, champagne-hovedstaden. En lidt større by præget af overflod. Prangende hovedsæder for de store champagnefirmaer – f.eks. Moët og Chandons, der praler af sin etablering så langt tilbage som i 1743. De gyldne dråber har skabt velstand.

Dal Tour’en slutter snart. I dag har vi tilbagelagt en lang og blødt kuperet etape igennem skove og mellem masser af vinmarker. I morgen går sidste etape igennem en regional ‘bjerg-naturpark’, før vi ruller ind på finalen ved ‘Hotel de la Cathedrale’.

En flere år gammel plan er gennemført. Den skulle markere min overgang fra et aktivt arbejdsliv til et liv som aktiv ‘fritidskæmper’ – et overgangsritual, der skulle hjælpe mig videre. Er det blevet sådan? Er jeg, som nogen har lagt op til, ‘blevet et nyt og bedre menneske’? Var det tiden, besværet og pengene værd?

Tour’en har i hvert fald lagt fuld beslag på mit sind og min fysik. Jeg har ‘levet’ tour’en – den har fyldt mit liv i de forløbne 8 uger. Det har jeg har nydt. De besværlige ting, dem der har drillet, har ikke fået lov at stjæle al opmærksomheden. De har været der, hvorefter jeg har lagt dem bag mig.

Er jeg klar til at gå videre i en anden livsform? Jah, det tror jeg. I hvert fald glæder jeg mig nu til at komme videre med de ting, jeg efterlod og komme igang med de ting, jeg har set frem til. På den korte tid inden tour’en, har Birgitte og jeg allerede fået lavet en skitse til et fælles liv, hvor vi nu begge har afsæt i hjemmebasen.

‘Et bedre menneske’?? Tjah, det må andre selvfølgelig bedømme. De mange cykeltimer og -kilometer har nok kostet et par kilo på badevægten og styrket muskulaturen omkring mine gamle, slidte knæ. Jeg har også øvet mig i at huske, at jeg hver dag ikke skulle nå andet end frem til næste destination og at få skrevet og sendt et postkort. Det er helt usædvanligt for mig flere gange om dagen at stoppe op, fordi tiden er til det, og fordi der er en dejlig plet i landskabet – og så bare hænge ud. Måske bliver der lidt mere af det, men trangen til at komme videre til andre ting, er der nok stadig. Der har været god tid til ‘tanker om livet og døden’; men dem har der nu også været mange af før. Det nye er måske, at jeg formulerer dem, så de kan siges højt eller skrives.