Dag 46 Torsdag 27. Juni Bray sur Seine til Villenauxe la Grande
Dette hus i Villenauxe la Grande minder os om, at vi nu ikke er så langt væk fra Asterix og de andre galleres hjemegn i Bretagne.
Der er et eller andet med vejrlig, klima og agerbrug, jeg ikke kan få til at stemme. Nu har jeg kørt rundt i det meste af Frankrig og mest sydligere end her i Marne departementet; men her er det første gang jeg har set kornhøst i gang. Her er majsplanterne også ret store og ved at sætte kolber, mens de længere sydpå er nogle pistlinge, og kornet står mere eller mindre umodent. Om det er jorden, som er så meget bedre her, eller vejret der i år har været meget varmere her end sydpå, har jeg ikke styr på. Det er i hvert fald løjerligt at konstatere.
Tidligere har jeg været inde på administrativ struktur og politisk kultur i Frankrig. Jeg synes, der er mere i den boldgade, som fortjener opmærksomhed. Min familie undrer sig også over, at hver lillebitte by, vi kører igennem, har deres eget ‘Mairie’ dvs. kommunekontor – fordi de ER deres egen kommune. Der er i alt ca. 35.000 i hele landet og f.eks. godt 5.100 alene her i regionen Grand-Est, som består af de tidligere regioner Alsace, Lorraine og Champagne-Ardenne.
Det er måske med til at give lokal identitet og tilknytning, men er det nok, når langt de fleste betydende beslutninger vedr. folks liv tages meget længere væk – i departementet/regionen eller sandsynligvis i Paris? Det må i hvert fald være vanskeligere at etablere effektiv administration i det offentlige og dermed reducere omkostninger hertil.
Når man kører rundt i landet, forstår man bedre baggrunden for de store protester og de mange gule veste på gaderne i forlængelse af Macron-regeringernes forsøg på at styrke en grøn omstilling med højere afgifter på fossile brændstoffer. Småbyerne er ikke så forladte, som jeg havde forventet. (Nogle) folk bor her fortsat, selvom en del skoler, rigtig mange butikker og en del administration er flyttet længere væk – for ikke at tale om arbejdspladserne.
Derfor kører man tilsyneladende meget mere i dagens løb – til og fra arbejde, for at bringe og hente børn, for at handle, for at gå på bar, til fritidsaktiviteter osv.. Det er formentlig også derfor, man ser mange mindre, gamle biler – foruden alle de ny og smarte. Simpelthen fordi en familie ofte har brug for to biler til at nå det hele.
M.v.h Henrik