Hovsa, så er halvdelen af Dal Tour’en faktisk afviklet, og jeg har i dag taget hul på de sidste 24 etaper og de sidste 4 ugers rejse. Om to uger får jeg selskab af en god ven og makker i alverdens friluftsliv og rejseaktiviteter. Derefter kommer min familie og kører sammen med mig over målstregen. Begge dele glæder jeg mig nu til.

En god bekendt har for nylig i en hilsen antaget, at jeg har været 4 uger i isolation, og at ensomheden derfor må gnave og turen begynde ‘at gøre ondt’. Det er jo en god anledning til at fundere lidt over ‘ensomhed’. På svensk dækker ‘ensam’ både at være ‘alene’ og at være ‘ensom’.

Jeg kan godt bruge den danske sondring. Faktuelt har jeg været alene afsted; men jeg har for ikke følt mig isoleret, endsige ensom. Jeg sidder jo ikke ude i vildmarken på en sten isoleret fra alle andre mennesker og forsøger at overleve fysisk og mentalt. Der må man uundgåeligt opleve ensomhed – når man på godt og specielt ondt er overladt til eget selskab og egen formåen.

Jeg bevæger mig derimod fra sted til sted blandt andre mennesker, som jeg – afhængigt af omstændighederne – har mere eller mindre kontakt med. At rejse alene tilskynder – mig – til at have mere med de lokale at gøre, end jeg ville, hvis jeg rejste i selskab med andre. Det er en særlig kvalitet ved rejseformen. Som postkortene demonstrerer, har jeg haft nogle sjove møder, der fortjener omtale. Der har også været andre, som nok ikke kan have helt samme interesse for andre.

Måske er en af de mest rensende og transformerende effekter af langsomt at bevæge sig igennem det fremmede på egen hånd, at man har masser af tid til at opleve sjove og givende ting. Når det ind imellem er fysisk udfordrende, eller der er ting der driller, giver det også næring til tanker. Dem har jeg undervejs delt og har dem jo med videre i bagagen til resten af mit livs rejse. Rejste jeg hele tiden sammen .med andre, ville jeg nok primært dele begge dele med dem.

Retfærdigvis skal det også siges, at jeg hver dag har haft digital kontakt med den nærmeste familie. Dér deler jeg selvfølgelig stort og småt, bliver opdateret om livet derhjemme. En mulig ensomhedsfølelse bliver dermed også skubbet langt væk.

Billedet viser en af de små haller hos Airbus, som jeg passerede i dag. Læs måske om det i morgen.