Der er som bekendt også valg til Europa-Parlamentet i Frankrig 9. Juni. Jeg nåede heldigvis lige at brevstemme, inden jeg tog afsted, så min demokratiske samvittighed er stadig ren.

Jeg ser kun ganske lidt fransk fjernsyn; men her præger valget i et vist omfang nyhedsfladen på public service medierne, lige som i Danmark. De europæiske public service stationer må have fået/påtaget sig opgaven at hæve den europæiske profil over for befolkningerne.

Når postkortet er en bonusudgave, tillader jeg mig at bryde dogmet med kun ét foto pr. kort, så I kan se, hvad der hænger på væggene ved et tilfældigt busstoppested. Der er i øvrigt langt mellem plakaterne dér, hvor jeg har færdedes. Ungdomsorganisationerne er vist knap så ihærdige, som derhjemme – på den front.

Først den mest kuriøse – for ‘Animalistpartiet’, som mener, at dyr også tæller – ligesom borgernes stemmer!

I må undskylde opsætningen, idet jeg går ud over den skabelon, jeg arbejder i. Så resten af billederne er efter teksten her!

Dernæst plakaten med Marion Marechal Le Pen, niece til partichefen, Marine – og vistnok i intern opposition til tante Marine. Marion lader sig flankere af højrefløjspolemikeren, Eric Zemmour (eneste skændede ansigt, jeg så) – så er tonen slået hårdt an.

For at det ikke skal være løgn, bakker tante Marine nemlig op om højrefløjs-tik-tok’eren Jordan Bardella – en ung parlamentariker, som meningsmålinger spår får en tredjedel af National Samlings stemmer (www.politico.eu). Det må være for at holde Marion nede. Det er måske det bedste, man kan sige om det yderste højre – at de – ligesom venstrefløjen – splittes indbyrdes.

Så er der lige en af venstre-grupperingerne, ‘Frankrig underkaster sig ikke (det borgerlige magtapparat)’, som vil ‘ændre på alt’. Som højrefløjen meget sammensatte og ikke særligt stærkt sammenbundne.

Ved siden heraf kandidaten for ‘Europa Økologi’ – ligner hun ikke en økologisk djøf’er – måske ikke med den største folkelige appel?

Endelig er der Macrons hold, ‘Renæssance’, som åbenbart appellerer til de autoritetstro – måske heller ikke det mest slagkraftige – i hvert fald på disse kanter. Men budskabet er i mine øjne godt nok: ‘vi har brug for Europa’, som flere og flere britter i øvrigt erkender igen i dag!