Dag 23 Fredag 31. Maj Marseillette til Bram
Turen passerede i dag Carcassonne med den imponerende fæstning etableret og udviklet fra 500- til 1300-tallet.
Den stride modvind har været mod mig igen i dag. Derfor minder jeg mig selv om, at der stadig er utroligt mange ting at være taknemmelig for. Når man konstaterer, at Buhl Cykler i Hasle virkelig har fået havelågen stanneret, så den fungerer fejlfrit på turen. Det er endda stadig ren 8210-luft, der er i begge slanger. Når de daglige tjek fanger glassplinter og småsten i dækkene, inden de giver bøvl.
Når begge navigatorer løbende viser sig at være 99% opdateret med de mindste forhold i terrænet. Når bookinger af overnatningssteder for den følgende uge viser sig at fungere uden overraskelser, uanset hvor løjerlige stederne er. Reservationer er registreret, priser og standarden holder, koder virker, nøgler er, hvor det angives osv.
Når powerbanken bare leverer strøm til telefonen som forventet i de få situationer, hvor det har været hensigtsmæssigt. Når kreditkortlæsere og pengeautomater accepterer kortene hver gang. Når det hver dag lykkes på den ene eller anden måde at få noget fornuftigt at spise både midt på dagen og til aften. Når der er et vaskeri i nærheden – man kan finde ud af – når det er tid til den slags.
Når det viser sig, at jeg vitterligt har fået det nødvendige og tilstrækkelige med og ikke slæber rundt på overflødigt gear – eller mister eller glemmer noget undervejs.
Når jeg endnu ikke har fået brug for min sovepose og liggeunderlag, fordi der altid har været et brugbart overnatningssted. Som at tage en paraply med for at undgå regnvejr.
Ikke mindst når folk på ens vej er venlige, hjælpsomme og tålmodige med en fritidskæmper på gennemrejse.
Ingen af disse ting er selvfølgeligheder, men tværtimod noget, hvor brist sagtens kunne gøre turen udfordrende til et niveau, som ikke er sjovt.
Jeg er vist ved at arbejde mig op til bibelske højder, så jeg må hellere slutte her. Men det er godt at minde sig selv om alt det, der fungerer – ligesom konstruktiv journalistik. Den kan måske ikke fange offentlighedens opmærksomhed på samme måde som konflikter, skandaler og ulykker, men ikke desto mindre har den et afgørende bidrag til et afbalanceret billede af virkeligheden og et billede af verdens tilstand, som er til at holde ud at følge med i og engagere sig i.
M.v.h Henrik