I dag har jeg funderet over, hvor lidt noget skal flytte sig for, at det normale er noget andet end for lidt siden.

Etapen har overrasket med at være en af de mest udfordrende. App-navigatorens rute var ikke indbydende – alt for meget grus og ikke-brolagt sti. Altså kørte jeg med Google Maps og – belært af erfaring – med vejvisning for bilister. 46 overkommelige km ud af den samme landevej. For at starte med det positive: biltrafikken var moderat, belægningen var også fin og bakkerne få og bløde.

Men Jacob Haugaards politiske paroler er slet ikke nået til Carcassonne-egnen. Her var absolut ingen medvind på cykelstierne. Tværtimod 9-10 m/sek lige i snotten hele vejen. Ind imellem måtte jeg ned i laveste gear bare for at opretholde fremdriften på lige vej! Så spørg ikke, hvordan landskabet så ud. Jeg koncentrerede mig om asfalten 1-2 meter foran næsen.

Hen over ca. 4 timers cykling giver det de nævnte tanker om det normale. Normalt er min kørehastighed 16-18 km/timen. Når nålen kryber ned omkring 10 eller under, føles det jo langsomt. Efterhånden som dagen skrider frem, bliver det til gengæld normaltbilledet, kroppen og hjernen vender sig til. Dvs. en krumning af vejen, så vinden ikke kommer helt forfra eller nogle af de få ophold i blæstens intensitet, kan gøre en helt lykkelig over at få drev i havelågen igen og at komme i omegnen af de 15 km/timen – selv for en kort stund.

Det er som at få en ny hofte…..! De sidste år forinden bliver man i voksende grad irriteret over ikke at kunne gå så langt, som man vil, kun at kunne komme ned i sculleren med besvær og et betydeligt værdighedstab, at vågne om natten, fordi man ligger forkert osv.. Man trækker tiden. Det bliver normalt med reduceret aktionsradius, at måtte droppe motionsløb, at tage smertestillende for at få hverdagen til at hænge sammen. Så bliver man opereret og kan næsten ingen ting. Igen at kunne gå uden krykker, er fantastisk. I løbet af få måneder bliver besværet en fjern erindring og det normale, at man selvfølgelig går den tur, man vil, man kan igen komme i sculleren med reduceret besvær – og dog stadig et vist værdighedtab. Måske er det smart, at man hurtigt kan indrette sig på en ny normal. Tilværelsen bliver i hvert fald lettere.   

Dagens billede viser en kuriøs løsning på indsamling af madaffald i Beziers!