De folk, jeg umiddelbart har mest at gøre med undervejs, er receptionister og hotelejere. Foreløbig har nogle få udmærket sig som personligheder. Bl.a. to (kvindelige) hotelejere, der virkelig repræsenterede deres butik flot. Jeg har også mødt et par markante mænd.

Den første greb ind, da jeg – ligesom hotelgæster før mig – var gået til kaffemaskinen og ville tage en kop te. ‘Om der var noget han kunne hjælpe med??’ Da jeg forklarede mit ærinde, mente han, at jeg kunne have spurgt. Det var åbenbart en gunstbevisning, han reserverede til forsigtige hotelgæster. Nu kostede teen så 2€, som han dog kaldte mig hen til sig for, at han kunne stikke dem i lommen uden, at andre lagde mærke til det.

Da jeg lidt senere gjorde opmærksom på, at wifi ikke fungerede på mit værelse, beklagede han ordrigt, at han havde gjort alt – men desværre. Så blev jeg lidt spydig og sammenstillede, at wifi ikke fungerede, men han ville have penge for teen…Pludselig mente han, at jeg da skulle have mine penge tilbage. Jeg var høflig hele vejen, og det var han sådan set også. Pludselig var vi bedste venner, og han var hele tiden opsøgende, om jeg ville have mere te osv.!

Værten her i byen ser I på billedet. Da jeg på mit gebrokne franske bad om et sikkert sted at parkere cyklen, var det i første omgang besværligt for med alle de kunder, og deres parkering, han skulle håndtere…Vi fandt en løsning; men han fik mig til at tænke, at han tidligere havde været på en institution for folk med intelligens-udfordringer. Vi skulle ‘gå’ løsningen igennem. Jeg forrest, så ville han guide bagfra og ‘gå’ blev illustreret med små tøffe-skridt. De, der kender mig godt, overraskes ikke over, at jeg satte en pegefinger i tindingen og forklarede, at jeg altså ikke var idiot. Herefter var også vi bedste venner.

Han og hans kone har drevet hotellet i 20 år. Før den tid, har han haft forskellige andre jobs i turist- og serviceerhverv. Nu ville han gerne stoppe, hvis han kunne sælge forretningen. Han er blevet træt af udannede gæster (!!) og deres børn, bureaukrati og høje skatter i Frankrig. Måske vil han tilbage til Tunesien, hvor man kan klare sig godt for beskedne midler. Eller til New Zealand, som han faldt for, da han var ‘boy’ (hans udtryk) for en af prinserne fra Qatar og hans familie på en 3 måneders rejse over en stor del af verden.