wet-light-bulbs-photography-3v9odmw7gd15v4yb

HENRIK W. BENDIX

En rejsedagbog – fiktion for unge – og tekster om ledelse

HENRIK W. BENDIX

En rejsedagbog – fiktion for unge – og tekster om ledelse

Dag 10 Torsdag 16. Maj Macon til Villefranche sur Saone

Dagens foto er fra arkivet. Heste, som barnebarn Marlin og datter Nina vil sætte pris på.

Som varslet har jeg fået vores søn, Martin til at lave et oversigtskort, der tilnærmelsesvis illustrerer den samlede rute. Det ligger nu som et særligt link øverst foran alle postkort.

Ellers var etapen kort, våd og beskidt. Derfor var første øvelse, da jeg landede på hotellet at bede om en spand vand og en børste. Cyklen skulle soigneres, og det skulle jeg og bagagen også. En stor, lun vandpyt på parkeringspladsen gav mulighed for en grov forvask inden sæbevandet gik til at skylle de ædlere dele (cyklens).

Undervejs på turen lytter jeg på anbefaling fra kor-makker Flemming til en podcast-serie ‘Pensionens 10 bud’. 10 tematiserede halve timer om bl.a. at forberede sig, at skabe en overgang, at se pensionen som en anledning til noget nyt, om ikke at lade sig skræmme af sit eget skræmmebillede, at acceptere forfaldet og endelig at lære at nyde friheden. Socialantropologen, der har lavet udsendelserne og kombinerer personfortællinger med forskningsbaseret viden, gør det udmærket – omend hans stemmeføring er søvndyssende. De personlige beretninger stimulerer ens egen tænkning.

Men… Det er tankevækkende, så meget vi, der ikke længere er på arbejdsmarkedet, fylder i landskabet. Vi er ombejlede vælgere, vi ejer og lever af en betydelig del af den kapital, som investeres i at skabe et mere bæredygtigt samfund, vi er attraktive bankkunder, vi får masser af medieopmærksomhed – og vi fylder også op på cykelstierne. Jeg tror, over halvdelen af de langturscyklende, jeg møder, er grå pantere.

Jeg ved godt, vi har statistikken med os, og alligevel er det underligt, at være en del af mainstream. Jeg er mere vandt til at se mig selv som del af en minoritet – lettere utilpasset og ‘skæv’ i forhold til de miljøer, jeg i tidens løb har tilhørt: borgerlig som studerende i 70’erne, ‘langhåret’ reserveofficer, gammel kollegianer, leder i industrivirksomheder med flippede synspunkter, privatansat og borgerlig og alligevel del af et bofællesskab, konsulent og leder i sundhedsvæsenet med afsæt i jernindustrien osv.

Det bliver en cliffhanger. Jeg har brugt mine 30 linjer, så fortsættelse følger…

M.v.h Henrik 

Scroll to Top